For nylig har vi haft en hel del regn her i det sydlige Spanien.

Et eller andet sted i bjergene over vores dal Jorox der er et massivt underjordisk sø, der fodrer vores forår hele året med klart koldt vand. Alt dette regn vil peculate ned gennem kalksten klipper og fylde søen for endnu et år vandforsyning.

Vores udvidelse er ved at få regnvandet løbe off system sat i, så vandet vil flyde væk fra tag og flyde væk fra væggene (halmballe vægge) forlader dem for altid tørt, godt, er planen, men for nu sidder jeg kigger ud af mit vindue nyder synet af tåge og regn, der omgiver vores ydmyge bonde bolig og en tanke kom til mig, alle mine planer, hele byggeriet, jeg gør her, er baseret på den antagelse ‘det’ vil ikke ske for mig.

Jordskælvet og den efterfølgende tsunami skader i Japan og den igangværende atomkraftværk eksplosioner har været chokerende. Som jeg ser ud på den blide regn Jeg begynder at forstå, at jeg virkelig ikke har nogen idé om naturens kræfter, de kræfter, som jeg har observeret på tv-dækningen i de sidste par dage.

Som jeg ser det japanske, samle stumperne op af deres ødelagte liv med denne værdighed, høflighed og modstandsdygtighed, indre styrke, en nation og den rå magt arten af ​​deres jord er udfoldelse.

Da jeg først så den frygtelige scener på fjernsynet alt hvad jeg kunne tænke var, hvor skrøbeligt vores liv egentlig er. Da jeg arbejdede ud strømmen af ​​vand for vores løbe off system til at prøve at arbejde med naturen i modsætning til at kæmpe imod det jeg tåbeligt troede, jeg vidste, hvad naturen kunne gøre, ser en lille by ødelagt på et øjeblik af tsunamien var et wake up call Jeg skal ikke glemme.

Nu er tv-dækningen er mere ‘personlige ', journalisterne er på den scene, der viser de mennesker, langsomt forsøger at få deres liv sammen igen, alle trække på samme hammel, den skrøbelige spind af det moderne liv ødelagt, men styrken og værdighed for folket kæmper tilbage at komme sig over denne katastrofe.

Mit hjerte går ud til det japanske folk, Jeg ønsker dem alt godt.

Gassho

_ / _